Den 11/9 vakte endnu engang rædsler! 4 medlemmer af Finn Rundt banden er denne lørdag taget til Belgien, for at deltage i et motionsløb arrangeret på de væsentligste dele (dem med flest brosten, de længste og stejleste bakker) af de profesionelles løb Flandren rundt.
Rædslen stod malet i ansigtene på alle fire, da vi første gang ramte de stejle bakker med brosten, som er en rædsel for enhver, uanset om man kører opad eller nedad. Opad er anstrengelserne nærmest uoverstigelige, og nedad klamre man sig desperat til styr og andre faste holdepunkter, medens ens liv og førlighed konstant udsættes for desperate angreb fra disse af slidtage afrundede granisstykker, der med Jesper Skibbys ord ligger som om de var droppet fra en helikopter fra 200 meters højde, hulter til bulter.
Starten på løbet gik kl. 13,00. belært af nærstudier af cykellitteraturen, lagde Finn Rundt gruppen sig forrest i feltet, så vi var klar, når vejen slog et sving og gik opad på brostenene.
Teamchefen blandt de aller forreste, og jeg havde derfor et perfekt udgangspunkt for besejring af den første stigning. Efter blot nogle få meter på stigningen var min umiddelbare føring reduceret til en plads som nummer næstsidst. Af strategiske årsager blev gruppens to bedste klaterere sendt yderligere frem i feltet, så de kunne være udlagte støttepunkter for teamchefens senere forventede angreb, i en af løbets afgørende momenter. Den pensionerede maler blev udvalgt til at blive hos teamchefen for at yde denne maximal støtte og beskyttelse i det vanskelige terræn.
Næppe havde teamchefen truffet sine beslutninger og fordelt rollerne, før uheldene tårnede sig op for det deputerende Flanderen Rundt team. Holdkaptajnens tro væbner, blev endnu engang ramt af materielle problemer, som sandsynligvis skyldes kombinationen af for billigt og lidt out -dated matriel og en betydende overvægt hos rytteren. Styret rev sig løs.
Teamchefen valgte, som så ofte før, at tro på egne evner og kørte ufortrødent videre mod den resterende del af løbest udfordringer, men udstak for inden ordren til væbneren. Du kører mig op!
Efter yderligere ca. 30 min hårdt arbejde fra teamchefens side, kunne jeg konstaterer, at ordren ikke blev fulgt, jeg sad stadigt alene blandt de glubske medkonkurrenter ( der på dette tidspunkt var en´ utrænet og dårligt udstyret englænder, de øvrige var forlængst kørt væk). For at sikre mig beskyttelse senere i løbet iværksatte jeg en eftersøgningsaktions, som i betydelig grad forlængede ruten og genindlagde adskillige bakker der tidligere i løbet var passeret. Ved et usandsynligt lykketræf mødtes teamchefen og væbneren i form af den pensionerede malermester hinanden på et tilfældigt gadehjørne i en østbelgisk by, efter at begge var kørt forkert.
Nu blev den vilde jagt indledt på de fremskudte holdkolleger, der skulle danne udgangspunkt for de endelige angreb. Med den rasende fart af ned til ca. 6,5 km på stigningerne og en nedbremsning til max 15 på de stejleste af de toppede nedkørsler, vandt gruppen kun langsomt (overhovedet ikke) ind på førerfeltet. Men stædigt kæmpe de to for hæder og gloværdighed i deres stadige udfordringer af bakkerne og løbets indre logik.
Forrest havde de udsendte støttepunkter deres at slås med. Den normalt psykisk stærke løjtnant havde problemer. Sandsynligvis i erkendelse af, at rutens beskaffenhed var for stor en mudfuld, blev der ledt kraftigt efter en mulig forklaring på en tidlig exit. På en af de stejleste stigninger, hvor tænderne virkeligt skulle biddes sammen, kom forløsninge. Den gamle undskyldning med kæbebetændelse kunne bruges endnu engang. Som tænkt så gjort, et hurtigt kækt sving med styret, og bakker kunne være bakker. Nu gik det hjemad mod eftermiddagskaffe og tidlig aftensmad, uden hensyn til holdets fælles ambitioner og aftalte strategi
Den anden udsendte kæmpede for holdets sag, og havde ganske som aftalt lagt sig afgørende i spidsen for det store felt. Forspringet blev på et tidspunkt så stort, at den person der skulle opsætte ruteafmærkniongen blev overhalet, med det resultat til følge, at der blev drejet forkert. Med stålsat vilje og megen energi kæmpede han sig tilbage i løbet, men nu kun i kamp for de sekundære placeringer, da han var nødsaget til at have følgeskab af lokale for at finde tilbage til udgangspunktet. Det idrætsbelæste "fart og bakke fænomen" havde dog bevidst eller ubevidst slået sig på, viste det sig, et par uhæderliger belgiere, der ikke skyede nogle midler for at vinde. Så denne lille gruppe skød nogle uautoriserede genveje for at skaffe kontakt med hovedfeltet, og havde således var afslutnignen af løbet alene kørt ca. 85. km. og de blev således diskvalificeret.
Nu hvilede ansvaret alene på teamchefen og den tro væbner. Uforfærdet og med opbydelsen af den allerstørte offervilje og med en hidtil ukendt energi og stædighed stred og kæmpede de sig på bedste Finn Rundt vis over de resterende bakker og brosten, og kom samlet til mål efter 109 km. ( 9 km omveje) Placeringerne blev henholdsvis sidst og næstsidst, men løbet blev dog fuldført af disse tapre repræsentatenter for holdet og Danmark, da den eneste yderligere dansker der deltog ligeledes udgik. Teamchefen kan med rette være stolt af sin indsats. Holdets ressourcer og materiel blev brugt på bedste vis, og vi nåede de resultater som vi havde målsæt (næsten)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar