Den 11/9 vakte endnu engang rædsler! 4 medlemmer af Finn Rundt banden er denne lørdag taget til Belgien, for at deltage i et motionsløb arrangeret på de væsentligste dele (dem med flest brosten, de længste og stejleste bakker) af de profesionelles løb Flandren rundt.
Rædslen stod malet i ansigtene på alle fire, da vi første gang ramte de stejle bakker med brosten, som er en rædsel for enhver, uanset om man kører opad eller nedad. Opad er anstrengelserne nærmest uoverstigelige, og nedad klamre man sig desperat til styr og andre faste holdepunkter, medens ens liv og førlighed konstant udsættes for desperate angreb fra disse af slidtage afrundede granisstykker, der med Jesper Skibbys ord ligger som om de var droppet fra en helikopter fra 200 meters højde, hulter til bulter.
Starten på løbet gik kl. 13,00. belært af nærstudier af cykellitteraturen, lagde Finn Rundt gruppen sig forrest i feltet, så vi var klar, når vejen slog et sving og gik opad på brostenene.
Teamchefen blandt de aller forreste, og jeg havde derfor et perfekt udgangspunkt for besejring af den første stigning. Efter blot nogle få meter på stigningen var min umiddelbare føring reduceret til en plads som nummer næstsidst. Af strategiske årsager blev gruppens to bedste klaterere sendt yderligere frem i feltet, så de kunne være udlagte støttepunkter for teamchefens senere forventede angreb, i en af løbets afgørende momenter. Den pensionerede maler blev udvalgt til at blive hos teamchefen for at yde denne maximal støtte og beskyttelse i det vanskelige terræn.
Næppe havde teamchefen truffet sine beslutninger og fordelt rollerne, før uheldene tårnede sig op for det deputerende Flanderen Rundt team. Holdkaptajnens tro væbner, blev endnu engang ramt af materielle problemer, som sandsynligvis skyldes kombinationen af for billigt og lidt out -dated matriel og en betydende overvægt hos rytteren. Styret rev sig løs.
Teamchefen valgte, som så ofte før, at tro på egne evner og kørte ufortrødent videre mod den resterende del af løbest udfordringer, men udstak for inden ordren til væbneren. Du kører mig op!
Efter yderligere ca. 30 min hårdt arbejde fra teamchefens side, kunne jeg konstaterer, at ordren ikke blev fulgt, jeg sad stadigt alene blandt de glubske medkonkurrenter ( der på dette tidspunkt var en´ utrænet og dårligt udstyret englænder, de øvrige var forlængst kørt væk). For at sikre mig beskyttelse senere i løbet iværksatte jeg en eftersøgningsaktions, som i betydelig grad forlængede ruten og genindlagde adskillige bakker der tidligere i løbet var passeret. Ved et usandsynligt lykketræf mødtes teamchefen og væbneren i form af den pensionerede malermester hinanden på et tilfældigt gadehjørne i en østbelgisk by, efter at begge var kørt forkert.
Nu blev den vilde jagt indledt på de fremskudte holdkolleger, der skulle danne udgangspunkt for de endelige angreb. Med den rasende fart af ned til ca. 6,5 km på stigningerne og en nedbremsning til max 15 på de stejleste af de toppede nedkørsler, vandt gruppen kun langsomt (overhovedet ikke) ind på førerfeltet. Men stædigt kæmpe de to for hæder og gloværdighed i deres stadige udfordringer af bakkerne og løbets indre logik.
Forrest havde de udsendte støttepunkter deres at slås med. Den normalt psykisk stærke løjtnant havde problemer. Sandsynligvis i erkendelse af, at rutens beskaffenhed var for stor en mudfuld, blev der ledt kraftigt efter en mulig forklaring på en tidlig exit. På en af de stejleste stigninger, hvor tænderne virkeligt skulle biddes sammen, kom forløsninge. Den gamle undskyldning med kæbebetændelse kunne bruges endnu engang. Som tænkt så gjort, et hurtigt kækt sving med styret, og bakker kunne være bakker. Nu gik det hjemad mod eftermiddagskaffe og tidlig aftensmad, uden hensyn til holdets fælles ambitioner og aftalte strategi
Den anden udsendte kæmpede for holdets sag, og havde ganske som aftalt lagt sig afgørende i spidsen for det store felt. Forspringet blev på et tidspunkt så stort, at den person der skulle opsætte ruteafmærkniongen blev overhalet, med det resultat til følge, at der blev drejet forkert. Med stålsat vilje og megen energi kæmpede han sig tilbage i løbet, men nu kun i kamp for de sekundære placeringer, da han var nødsaget til at have følgeskab af lokale for at finde tilbage til udgangspunktet. Det idrætsbelæste "fart og bakke fænomen" havde dog bevidst eller ubevidst slået sig på, viste det sig, et par uhæderliger belgiere, der ikke skyede nogle midler for at vinde. Så denne lille gruppe skød nogle uautoriserede genveje for at skaffe kontakt med hovedfeltet, og havde således var afslutnignen af løbet alene kørt ca. 85. km. og de blev således diskvalificeret.
Nu hvilede ansvaret alene på teamchefen og den tro væbner. Uforfærdet og med opbydelsen af den allerstørte offervilje og med en hidtil ukendt energi og stædighed stred og kæmpede de sig på bedste Finn Rundt vis over de resterende bakker og brosten, og kom samlet til mål efter 109 km. ( 9 km omveje) Placeringerne blev henholdsvis sidst og næstsidst, men løbet blev dog fuldført af disse tapre repræsentatenter for holdet og Danmark, da den eneste yderligere dansker der deltog ligeledes udgik. Teamchefen kan med rette være stolt af sin indsats. Holdets ressourcer og materiel blev brugt på bedste vis, og vi nåede de resultater som vi havde målsæt (næsten)
søndag den 12. september 2010
torsdag den 15. juli 2010
Hjemme igen
Så blev hjemturen overståe, rart med lidt Audi heste til at hjælpe, og det ikke alene er benene der skulle køre cyklerne hjem.. velankommet fra Paris her kl. 21,10 torsdag aften, er tur beskrivelerne slut for denne gang, og cykeltræningen fortsætter på lørdag. God sommer
Paris here we are!
Så nåede vi Paris. Kl. 19,10 nåede vi pladsen ved Luxenborg haven, hvor vi havde aftalt at mødes med familierne. Cykelturen var slut. Inden vi nåede så langt, tilbagelagde vi onsdag ca. 160 km, så turens samlede længde nåede op på ca. 1260 km inkl. div. fejlkørsler, omveje osv.
Dagen started ellers lidt trægt. Vi havde tirsdag aften, spist nogle gevaldige bøffer, og for et par stykker af os, nok skylles oksekødddet ned, med lidt rigelige mængder af det lokale øl. På turen, har vi flere gange fastslået, at øl er en udemærket restitutionsdrik, der også genskaber væskeballnce i kroppen, når man har svedt meget. Men alt ting med måde, og tirsdag havde vi nok genoprettet væskebalancen lige rigeligt. Onsdag morgen var i alle tilfælde lidt af
en prøvelse.
Vejret artede sig fra morgenstunden ganske pænt, rigtigt flot cykelvejr, 25 grader, stille og solskin, uden det var for meget. Vi kørte stadigt i det Nordfranske landskab, med mange lange bløde bakker, der, når dedrysses i et rigt mål, er gasnke strabadserende at kravle hen over. Efter ca. 80 km eller samlet 4 timers kørsel, gjorde vi holdt i en lille fransk landsby, hvor turens eneste pizzaer blev indtaget og energi fyldt på kroppen.
Dårligt havde evi sat os på cyklerne igen, før der brød et uvejr løs. Regnen piskede og blæsten tog rigtigt til i styrke. Helt umuligt cykelvejr, men vi skulle jo videre, så på med regnjakkerne, og fortsætte, eneste mulighed.
Defekt! selvfølgelig skulle vi få en punktering, netop på dette tidspunkt. Lidt i ly for elementernes rasen, i en skovkant, skulle der skiftes slange. Vi er jo nogle havlgamle mænd, og i stærk regn, er det at bruge briller ikke noget der fremmer skiftet af slange, og selvfølgelig fik vi monteret dækket forkert, så da vi brugte vores sidste tilbageværende kulsyrepatron for at pumpe dækket op, ekspoloderede slangen med et kæmpe knald. Sidste slange monteret, nu pumpet med håndpumpen, måske op til ca. 50% af det normale dæktryk, og så videre. Nu var vi for alvor nede på ressourcer, ikke mange kræfter i benene, ikke flere pumpepatroner og ikke flere slanger, så en eventuel næste punktering vil være forbundet med nogen bøvl. Heldigvis slap vi for videre.
I 2,5 timner stod regnen ned over nordfrankrig, mens vi stred os videre. Vores ruteplanlægger havde, for at forsøge at spare os for nogle kilometre, lagt ruten af ganske små og mange gange noget alternative veje. Igen kan det konstateres, at Paris-Roubaix kun er er for tøsedrenge, man kan faktisk sagtens finde lang være veje i Nordfrankrig, bare man gør sig en lille smule umage. Til sidst var det faktisk så slemt med vejene, at vi frygtede for om cyklerne kunne klare alt der grus og skidt der kom ind over alt, men det gik.
Så nåede vi Paris forstæder. For gøre turen ind gennem den Parisiske trafik så nem og sikker som muligt, var ruten lagt på en sti langs en kanal ind mod Paris centrum. Fedt trik, tænkte vi, men efter 10-12 km. blev den elelrs i starten gode asfalterede sti til grussti, der pga. regn mm. igen var noget nær ufremkommelig. Op på gader og stræder. Op i trafikken. Det er rigtigt spændende at køre på cykel i den parisiske trafik. Hjernens evne til at forudse, og skabe løsninger, gerne utraditionelle løsninger, blev trænet på turen ind.
Alle kom sikkert frem, uden uheld, turen har været rigtig fed. Det var noget sejt og komme til Paris med sin egen oppakning bag på, og vide med sig selv, at vi havde klaret det uden hjælp fra andre, og vi havde gjort det på den fastssatte tid, 6 dage, dvs. ca. 210 km. om dagen i gennemsnit.
Selv pariserne synes dette vare en stor præstation, så de havde planlagt et kæmpe fyrværkeri for os om aftenen, hvor himlen over Paris blev oplyst af så mange bomber og raketter, at Tivolis traditionelle indsats, nok nærmest er at sammenligne med en bordbombe i forhold til. Jo det er effektfuld at komme til Paris på Bastillie Dagen, den 14. juli.
Dagen started ellers lidt trægt. Vi havde tirsdag aften, spist nogle gevaldige bøffer, og for et par stykker af os, nok skylles oksekødddet ned, med lidt rigelige mængder af det lokale øl. På turen, har vi flere gange fastslået, at øl er en udemærket restitutionsdrik, der også genskaber væskeballnce i kroppen, når man har svedt meget. Men alt ting med måde, og tirsdag havde vi nok genoprettet væskebalancen lige rigeligt. Onsdag morgen var i alle tilfælde lidt af
en prøvelse.Vejret artede sig fra morgenstunden ganske pænt, rigtigt flot cykelvejr, 25 grader, stille og solskin, uden det var for meget. Vi kørte stadigt i det Nordfranske landskab, med mange lange bløde bakker, der, når dedrysses i et rigt mål, er gasnke strabadserende at kravle hen over. Efter ca. 80 km eller samlet 4 timers kørsel, gjorde vi holdt i en lille fransk landsby, hvor turens eneste pizzaer blev indtaget og energi fyldt på kroppen.
Dårligt havde evi sat os på cyklerne igen, før der brød et uvejr løs. Regnen piskede og blæsten tog rigtigt til i styrke. Helt umuligt cykelvejr, men vi skulle jo videre, så på med regnjakkerne, og fortsætte, eneste mulighed.
Defekt! selvfølgelig skulle vi få en punktering, netop på dette tidspunkt. Lidt i ly for elementernes rasen, i en skovkant, skulle der skiftes slange. Vi er jo nogle havlgamle mænd, og i stærk regn, er det at bruge briller ikke noget der fremmer skiftet af slange, og selvfølgelig fik vi monteret dækket forkert, så da vi brugte vores sidste tilbageværende kulsyrepatron for at pumpe dækket op, ekspoloderede slangen med et kæmpe knald. Sidste slange monteret, nu pumpet med håndpumpen, måske op til ca. 50% af det normale dæktryk, og så videre. Nu var vi for alvor nede på ressourcer, ikke mange kræfter i benene, ikke flere pumpepatroner og ikke flere slanger, så en eventuel næste punktering vil være forbundet med nogen bøvl. Heldigvis slap vi for videre.
I 2,5 timner stod regnen ned over nordfrankrig, mens vi stred os videre. Vores ruteplanlægger havde, for at forsøge at spare os for nogle kilometre, lagt ruten af ganske små og mange gange noget alternative veje. Igen kan det konstateres, at Paris-Roubaix kun er er for tøsedrenge, man kan faktisk sagtens finde lang være veje i Nordfrankrig, bare man gør sig en lille smule umage. Til sidst var det faktisk så slemt med vejene, at vi frygtede for om cyklerne kunne klare alt der grus og skidt der kom ind over alt, men det gik.
Så nåede vi Paris forstæder. For gøre turen ind gennem den Parisiske trafik så nem og sikker som muligt, var ruten lagt på en sti langs en kanal ind mod Paris centrum. Fedt trik, tænkte vi, men efter 10-12 km. blev den elelrs i starten gode asfalterede sti til grussti, der pga. regn mm. igen var noget nær ufremkommelig. Op på gader og stræder. Op i trafikken. Det er rigtigt spændende at køre på cykel i den parisiske trafik. Hjernens evne til at forudse, og skabe løsninger, gerne utraditionelle løsninger, blev trænet på turen ind.Alle kom sikkert frem, uden uheld, turen har været rigtig fed. Det var noget sejt og komme til Paris med sin egen oppakning bag på, og vide med sig selv, at vi havde klaret det uden hjælp fra andre, og vi havde gjort det på den fastssatte tid, 6 dage, dvs. ca. 210 km. om dagen i gennemsnit.
Selv pariserne synes dette vare en stor præstation, så de havde planlagt et kæmpe fyrværkeri for os om aftenen, hvor himlen over Paris blev oplyst af så mange bomber og raketter, at Tivolis traditionelle indsats, nok nærmest er at sammenligne med en bordbombe i forhold til. Jo det er effektfuld at komme til Paris på Bastillie Dagen, den 14. juli.
onsdag den 14. juli 2010
Vi kom, vi saa, De vandt
Starten gik fra morgenstunden, vi havde klart en maalsaetning om at Koere de ca. 30 km. langs Meuse floden i hurtigt tempo straks efter starten, og efterfoelgende tage yderligere 30 km. langs floden inden vi for alvor ramte Ardennerne og de mange bakker og stigninger.
Stigningerne havde en stigningsprocent paa mellem 2 og 18 % og en laengde paa mellem 0,4 og 5 km. ogvi havde mange udfordringer med at klare stigningerne. Efter Dagens etape var benene koert helt flade og vi var for alvor udfordret ud over hvad vi havde forestillet os. Et enkelt kulhydratmolekyle befandt sig stadigt i venstre lille taa, ellers var kroppen helt toemt for energi, da vi naaede i maal, efter yderligere 185 km. Ardennerne sejrede over os alle, velkommen i bakkerne.
Botaniseringen fortsatte og skolelaereren fik oeje paa en storkerede med ikke mindre end 4 storkeunger. Paa vanlig vis,j blev bremserne blokkeret, og kameraet maattte findes frem omgaaende. Skolelaereren fotograferede, og vi andre prioriterede cyklingen og fortsatte uantastet af storkene. Dog lidt anderledes end cykelture i Danmark.
De nordfranske bakker var ogsaa noget at skrive hjem om. Ogsaa her fik vi sat vores kondition paa proeve og ikke mindst vores taalmodighed, da det kneb med at finde vej; Intet naevent, intet haengt ud, det med at bruge en GPS baseret cykelcomputer er tilsyneladende svaerere end mange tror.
Efter i alt195 km denne tirsdag har vi nu koert i alt 1030km paa 5 dage, og vi er slidte. Og stroemper og sko lugter nu vaerre end end lastbil med doede dyr paa vej til DAKA.
Vi Glaeder os til at se Paris i morgen, vi er ved at vaere traette af at koere paa cykel, men efter en god boef og nogle faa fadoel er vi klar til i morgen.
Paris here we come;
Stigningerne havde en stigningsprocent paa mellem 2 og 18 % og en laengde paa mellem 0,4 og 5 km. ogvi havde mange udfordringer med at klare stigningerne. Efter Dagens etape var benene koert helt flade og vi var for alvor udfordret ud over hvad vi havde forestillet os. Et enkelt kulhydratmolekyle befandt sig stadigt i venstre lille taa, ellers var kroppen helt toemt for energi, da vi naaede i maal, efter yderligere 185 km. Ardennerne sejrede over os alle, velkommen i bakkerne.
Botaniseringen fortsatte og skolelaereren fik oeje paa en storkerede med ikke mindre end 4 storkeunger. Paa vanlig vis,j blev bremserne blokkeret, og kameraet maattte findes frem omgaaende. Skolelaereren fotograferede, og vi andre prioriterede cyklingen og fortsatte uantastet af storkene. Dog lidt anderledes end cykelture i Danmark.
De nordfranske bakker var ogsaa noget at skrive hjem om. Ogsaa her fik vi sat vores kondition paa proeve og ikke mindst vores taalmodighed, da det kneb med at finde vej; Intet naevent, intet haengt ud, det med at bruge en GPS baseret cykelcomputer er tilsyneladende svaerere end mange tror.
Efter i alt195 km denne tirsdag har vi nu koert i alt 1030km paa 5 dage, og vi er slidte. Og stroemper og sko lugter nu vaerre end end lastbil med doede dyr paa vej til DAKA.
Vi Glaeder os til at se Paris i morgen, vi er ved at vaere traette af at koere paa cykel, men efter en god boef og nogle faa fadoel er vi klar til i morgen.
Paris here we come;
mandag den 12. juli 2010
Saa kom det endeligt, omslaget i vejret
Hvis Det modsatte af en sommer dag i helvede, er en sommer dag i himlen, så har vi haft en sådan i dag. Fra morgenstunden var der omslag i vejret, kun ca: 30 grader kl. 8,"30, ganske anderledes end det vi er vant til.
Efter en nats søvn, med forstyrrelser af varmen, og nogle japanske turister, der ikke kunne komme ind paa hotellet, fik vi en rigtig cykelrytter morgenmad, med æg og bacon, masser af frugt, brød i rigelige mængder, juice, og hvis vi havde den slags lyster også mousserende vin. Jo der var ikke sparet på noget.
Fra morgenstunden var vi endnu engang blot 3 paa cykel, 4. manden kørte ca. 100 km. frem og Mødte os i Belgiske Lanakan, hvor vi spise frokost lidt forsinket.
Dels havde vi fejl Kalkuleret afstanden, dels blev vi ramt af et gigantisk uvejr, med regndråber så store som dueæg, kraftige vindstoed, der flåede grene af træerne, torden og lynild, jo jeg skal love for vi fik prøvet et nyt vejrsystem, Gennemblødte fra top til tå kørte vi videre og ramte Ardennernes lange seje bakker, med vinden lige ret ind paa næsen. Det var lige før man kunne savne heden og den stikkende sol.
Vi passerede Holland. Hollænderne var til syneladende sure efter nederlaget søndag, i alle tilfælde dyttede de kraftigt af os, når vi kørte over for rødt, fyldte hele vejen i modvinden, eller glemte, at vigepligten i en rundkørsel er anderledes i Holland end i Danmark; Vi slap ud af Holland uden uheld, men det var ikke hollændernes skyld, de gjorde hvad de kunne.
I Marstrickt saa vi det lokale brandvæsen i fuld aktion; et lynramt træ skulle fjernes fra vejbanen, og de omkringstående træer skulle befries for løst hængende grene mm. Sejt.
Efter frokosten var vi igen 4 cyklister, der kæmpede med vejr og vind. Vindretningen var lige imod, og vinden var af anseelig styrke. Dette kombineret med Ardennerne gjorde den sene eftermiddag noget udfordrende. Og hvor skal vi saa sove? Intet problem; der ligger et hotel på ruten. Lukket. Åbner igen til august. Cykel GPSèn finder alternativ, men det viser sig blot at være en restaurant. Gode råd er dyre. 25 km. tilfældig Kørsel på må og få, for at finde et hotel bliver resultatet, ikke lige det man har brug for efter 200 KM; Vel ankommet til hotellet, glemmer vi hurtigt dagens anstrengelser, øllet er koldt, og Bøfferne er politisk ukorrekte af Belgist blå\hvid racen, men store, så vi er tilfredse, og glæder os til endnu 200 km tirsdag; Vi høres ved.
Efter en nats søvn, med forstyrrelser af varmen, og nogle japanske turister, der ikke kunne komme ind paa hotellet, fik vi en rigtig cykelrytter morgenmad, med æg og bacon, masser af frugt, brød i rigelige mængder, juice, og hvis vi havde den slags lyster også mousserende vin. Jo der var ikke sparet på noget.
Fra morgenstunden var vi endnu engang blot 3 paa cykel, 4. manden kørte ca. 100 km. frem og Mødte os i Belgiske Lanakan, hvor vi spise frokost lidt forsinket.
Dels havde vi fejl Kalkuleret afstanden, dels blev vi ramt af et gigantisk uvejr, med regndråber så store som dueæg, kraftige vindstoed, der flåede grene af træerne, torden og lynild, jo jeg skal love for vi fik prøvet et nyt vejrsystem, Gennemblødte fra top til tå kørte vi videre og ramte Ardennernes lange seje bakker, med vinden lige ret ind paa næsen. Det var lige før man kunne savne heden og den stikkende sol.
Vi passerede Holland. Hollænderne var til syneladende sure efter nederlaget søndag, i alle tilfælde dyttede de kraftigt af os, når vi kørte over for rødt, fyldte hele vejen i modvinden, eller glemte, at vigepligten i en rundkørsel er anderledes i Holland end i Danmark; Vi slap ud af Holland uden uheld, men det var ikke hollændernes skyld, de gjorde hvad de kunne.I Marstrickt saa vi det lokale brandvæsen i fuld aktion; et lynramt træ skulle fjernes fra vejbanen, og de omkringstående træer skulle befries for løst hængende grene mm. Sejt.
Efter frokosten var vi igen 4 cyklister, der kæmpede med vejr og vind. Vindretningen var lige imod, og vinden var af anseelig styrke. Dette kombineret med Ardennerne gjorde den sene eftermiddag noget udfordrende. Og hvor skal vi saa sove? Intet problem; der ligger et hotel på ruten. Lukket. Åbner igen til august. Cykel GPSèn finder alternativ, men det viser sig blot at være en restaurant. Gode råd er dyre. 25 km. tilfældig Kørsel på må og få, for at finde et hotel bliver resultatet, ikke lige det man har brug for efter 200 KM; Vel ankommet til hotellet, glemmer vi hurtigt dagens anstrengelser, øllet er koldt, og Bøfferne er politisk ukorrekte af Belgist blå\hvid racen, men store, så vi er tilfredse, og glæder os til endnu 200 km tirsdag; Vi høres ved.
søndag den 11. juli 2010
Søndagsskoleudflugt for yngste klasser
Her søndag morgen tog vi hul på turens tredje etape, planlagt til 270 km. med slutmål ved kanten af Ardennerne, som så skulle udfordres mandag.
Endnu engang spillede vejr, vind og ikke mindst vores udstyr os et puds. selv om den stod paa torden og lynild i løbet af natten, og temperaturen derfor fra morgen stunden var meget nådig, blev det til endnu en ganske varm dag, med gennemsnitstemperatur i løbet af eftermiddagen på ca. 36 grader, men ved enkelte strækninger i læ og med solen bagende på i den rigtige vinkel viste cykelcomputeren imponerende 42 graders varme. Heldigvis var det ikke lige slemt hele dagen og alle steder, men endnu engang blev vi udfordret, og "tvunget" til noget vi normalt ikke er særligt gode til, nemlig at drikke meget VAND. Efter blot 35 km havde vi endnu engang et frafald, den manglende aftensmad gjorde endnu engang sit, og en måtte endnu engang kører i taxi, mens vi andre stred med varmen, og også med udstyret.
Paris-Roubaix løbet kom hurtigt til at ligne en udflugt for søndagsskolens yngste klasse i sammenligning med de kolossalt mange grusveje og helt elendige stykker brostensveje, som vi blev vist ud på af vores cykel GPSer. enkelte steder var det nærmest helt håbløst at holde sig på cyklen i det løse sand, andre steder fik bagdelen nogle gevaldige stød af de halv og hel store sten som var brugt som vejfyld. Fortrød mange gange i dagens løb, at jeg ikke havde valgt MTB cyklen som transportmiddel i stedet for raceren.
Og så slog skolelæreren endnu engang til. Nu fik han øje på en stork der fredeligt gik i græsset og fangede mad. Stor jubel og opstandelse, og ganske hyggeligt, og helt galt gik det da for ham, da han senere på dagen fik øje på en muldvarp, der ufortrødent spadserede over en relativt befærdet vej i fuldt dagslys. Interessen for Natur og teknik fornægtede sig ikke, blot ville det være formålstjenligt, hvis han også var god til at beregne hvilket forhold der skal være mellem lårmuskler og mængden af medbragt bagage. Her er et tydeligt misforhold. I tillæg hertil, er oppakningen monteret i to sidemonterede cykeltasker, hvilket betyder at aerodynamikken på cyklen har samme karakter som hvis man forsøger at skubbe en kølecontainer sidelæns gennem luften. Fantastisk at en så nogenlunde velbegavet mand, kan tage så meget fejl.
Endnu engang spillede vejr, vind og ikke mindst vores udstyr os et puds. selv om den stod paa torden og lynild i løbet af natten, og temperaturen derfor fra morgen stunden var meget nådig, blev det til endnu en ganske varm dag, med gennemsnitstemperatur i løbet af eftermiddagen på ca. 36 grader, men ved enkelte strækninger i læ og med solen bagende på i den rigtige vinkel viste cykelcomputeren imponerende 42 graders varme. Heldigvis var det ikke lige slemt hele dagen og alle steder, men endnu engang blev vi udfordret, og "tvunget" til noget vi normalt ikke er særligt gode til, nemlig at drikke meget VAND. Efter blot 35 km havde vi endnu engang et frafald, den manglende aftensmad gjorde endnu engang sit, og en måtte endnu engang kører i taxi, mens vi andre stred med varmen, og også med udstyret.
Paris-Roubaix løbet kom hurtigt til at ligne en udflugt for søndagsskolens yngste klasse i sammenligning med de kolossalt mange grusveje og helt elendige stykker brostensveje, som vi blev vist ud på af vores cykel GPSer. enkelte steder var det nærmest helt håbløst at holde sig på cyklen i det løse sand, andre steder fik bagdelen nogle gevaldige stød af de halv og hel store sten som var brugt som vejfyld. Fortrød mange gange i dagens løb, at jeg ikke havde valgt MTB cyklen som transportmiddel i stedet for raceren.Og så slog skolelæreren endnu engang til. Nu fik han øje på en stork der fredeligt gik i græsset og fangede mad. Stor jubel og opstandelse, og ganske hyggeligt, og helt galt gik det da for ham, da han senere på dagen fik øje på en muldvarp, der ufortrødent spadserede over en relativt befærdet vej i fuldt dagslys. Interessen for Natur og teknik fornægtede sig ikke, blot ville det være formålstjenligt, hvis han også var god til at beregne hvilket forhold der skal være mellem lårmuskler og mængden af medbragt bagage. Her er et tydeligt misforhold. I tillæg hertil, er oppakningen monteret i to sidemonterede cykeltasker, hvilket betyder at aerodynamikken på cyklen har samme karakter som hvis man forsøger at skubbe en kølecontainer sidelæns gennem luften. Fantastisk at en så nogenlunde velbegavet mand, kan tage så meget fejl.
Dagens etape viste sig at være for stor en mundfuld i varmen, og vi måtte korte etapen med ca. 75 km, så vi kun fik kørt ca. 195 km i dag. Det bliver straffet de kommende dage, hvor etaperne bliver tilsvarende længere og nu i bakkerne og bjergene omkring Ardennerne. Der er helt klart en meget hård tur foran os i morgen mandag, hvor vi håber at tilbagelægge endnu ca. 200 km. forhåbentligt bliver det lidt koldere.
Alle mand har været flittige ved aftensmaden og fyldt godt på med kalorier og væske (stadigt uforholdsvis meget vand), så i morgen er der ingen undskyldning, der skal vi bare fremad.
Loerdagen blev at sammenligne med en sommerdag i Helvede
Hjemme fra havde vi snakket meegt om, at det vaerste der kunen ske var sydvestlig staerk vind, dagregn og lave temperaturer, men vi havde ikke regnet med varmen. Allerede fra starten kl. 9,00, hvor vi koerte mod Elb-Faergen i Glückstad bagte solen end fra en sky fri himmel, og temperaturen var allerede oppe paa 33 graders varme, og i loebet af dagen blev det blot stadigt varmere, og den hoejeste temperatur vi registrerede var 39,8 grader og bagende sol hele dagen. Vi kunne blot koere 20 km. paa 2 liter vand i drikekdunkene, saa var det ind igen og finde vand, holde pause. Det var rigtigt hed.
I loebet af formiidagen blev det klart, at den manglende aftensmad for en af deltagerne haevnede sig, og energidepoterne blev hurtigt brugt op. Efter frokosten var det ind i en taxi, og saa i bil til vores bestemmelsessted langt nede i Tyskland ca. 180 km. fra vores frokoststed. Denne beslutning blev saerdeles skaebnesvanger, for saa skulle de oevrige 3 jo nu koere helt frem til det oprindelige overnatningssted, og vores prioriterede fleksibilitet var pludselig vaek.
Som tiden gik, blev det mere og mere klart, at det ville blive en anstrengelse af de stoerre, at naa bestemmelsesstedet og det blev besluttet, at de 3 tilbageblevne maatte finde ind og spise aftensmad for at have energi til hele turen. Og det tog tid, over en time tog det at stege et par schnitzler (maaske paa grund af en fodboldkamp), saa vores ankomst til vores bestemmelsessted blev yderligere udsat.
For at goere ondt vaerre saa begyndte vores rute at indeholde ganske megen grusvej, veje med meget daaarligere brosten osv. Saa gode raad blev stadigt dyrere. Beslutningen blev, at vi skulle gennemfoere paa planlagt vis, dvs. koer paa cykel, ingen taxi eller lignende til hjaelp.
Kl. ca. 22,45 blev det saa moerkt, at vi maaatte have lys paa, desvaare havde jeg ikke forlys med, og Bo havde overhovedet ikke lys paa, saa Steffen forrest med sit forlys, og mig bagerst med mit baglys, og saa Bo i midten. dette kunne maaske nok havde fungeret, vhis ikke Bo pludseligt stoppe mit i det hele, stillede cyklen paa tvaers og pegede ned i groeften, Se en sct. hans orm!!! At vi saa naermest havde et kaempe sammensoed midt paa en moerkelagt mindre tysk bivej, ja det kan en skolelaere jo ikke tage sig af.
Kl. 0,30 ankom vi til hotellet en lang dag havde fundet sin afslutning, vi ahvde koert endnu 165 km. i stegende hede drukket mindst 8 liter vand, 4 liter cola, og saa vel nok overoest os med yderligere 8- 10 liter vand for at faa koelet kroppen og ikke midnst hovedet.
En sommerdag i helvede havde fundet sin afslutning.
I loebet af formiidagen blev det klart, at den manglende aftensmad for en af deltagerne haevnede sig, og energidepoterne blev hurtigt brugt op. Efter frokosten var det ind i en taxi, og saa i bil til vores bestemmelsessted langt nede i Tyskland ca. 180 km. fra vores frokoststed. Denne beslutning blev saerdeles skaebnesvanger, for saa skulle de oevrige 3 jo nu koere helt frem til det oprindelige overnatningssted, og vores prioriterede fleksibilitet var pludselig vaek.
Som tiden gik, blev det mere og mere klart, at det ville blive en anstrengelse af de stoerre, at naa bestemmelsesstedet og det blev besluttet, at de 3 tilbageblevne maatte finde ind og spise aftensmad for at have energi til hele turen. Og det tog tid, over en time tog det at stege et par schnitzler (maaske paa grund af en fodboldkamp), saa vores ankomst til vores bestemmelsessted blev yderligere udsat.
For at goere ondt vaerre saa begyndte vores rute at indeholde ganske megen grusvej, veje med meget daaarligere brosten osv. Saa gode raad blev stadigt dyrere. Beslutningen blev, at vi skulle gennemfoere paa planlagt vis, dvs. koer paa cykel, ingen taxi eller lignende til hjaelp.
Kl. ca. 22,45 blev det saa moerkt, at vi maaatte have lys paa, desvaare havde jeg ikke forlys med, og Bo havde overhovedet ikke lys paa, saa Steffen forrest med sit forlys, og mig bagerst med mit baglys, og saa Bo i midten. dette kunne maaske nok havde fungeret, vhis ikke Bo pludseligt stoppe mit i det hele, stillede cyklen paa tvaers og pegede ned i groeften, Se en sct. hans orm!!! At vi saa naermest havde et kaempe sammensoed midt paa en moerkelagt mindre tysk bivej, ja det kan en skolelaere jo ikke tage sig af.
Kl. 0,30 ankom vi til hotellet en lang dag havde fundet sin afslutning, vi ahvde koert endnu 165 km. i stegende hede drukket mindst 8 liter vand, 4 liter cola, og saa vel nok overoest os med yderligere 8- 10 liter vand for at faa koelet kroppen og ikke midnst hovedet.
En sommerdag i helvede havde fundet sin afslutning.
Abonner på:
Opslag (Atom)